En nytårstale
Lige nu er det den mørkeste tid (på disse kanter, det er jo så omvendt på den sydlige halvkugle), træerne har smidt løvet, og stjernebilledet Orion står højt på nattehimlen. Den tid, der er gået siden det sidst var tilfældet, er så det, vi kalder et år, behørigt nummereret ud fra den tidsregning, man nu har besluttet sig for at bruge. Det er typisk et tidspunkt, der bliver brugt på at gøre status, at samle op på alt det, der er sket siden sidst Jorden var på lige dét sted i sin bane, og samtidig prøve at se fremad. Hvis man er sådan en gennemsnitlig nyhedsjunkie er der da også masser at tage fat på. Politiske kommentatorer kan kloge sig på den nye regering, inden for udenrigsstoffet fylder krigen i Ukraine, er man til royal sladder er der både dronning Elizabeths død og knas i den hjemlige kongefamilie, og sportsentusiaster har sikkert en masse at sige om Tour de France og VM i fodbold.
Er man en slagtegris, er alt dette inderligt ligegyldigt. Uanset årstallet, uanset årstiden, har man omkring et halvt år at leve i, et kort og trøstesløst liv, hvor årets gang kun betyder noget på transporten til slagteriet, hvor det mærkes, om det er en ulideligt hed sommerdag eller så koldt, at man risikerer at huden fryser fast til transportvognens sider.
Andre dyr mærker mere til årsskiftet. Ikke at de tager sig syndeligt af, hvilket tal, der nu lige står på kalenderbladet, men menneskets festivitas i den anledning lægger de ofte mærke til, og sjældent for det gode. Der er f.eks. mange, hvis kæledyr ikke bryder sig om fyrværkeri, ofte til stor bekymring for ejerne, som gerne betaler i dyre domme for beroligende medicin til deres stakkels hund.
Denne omsorg for hundens ve og vel er selvfølgelig prisværdig, men det er svært at sige sig fri for en nagende fornemmelse af, at mange af disse medfølende og ansvarsbevidste hundeejere ikke skænker ovennævnte slagtegrise den ringeste tanke, når de køber delene af deres kroppe som foder til sig selv og til hunden. Måske kommer hunden fra en opdrætter, der direkte tjener penge på at sætte flere dyr i verden, som godt nok bliver elsket højt af deres ejere, men som samtidig bliver fodret med resterne af andre dyr, der kun bliver opdrættet – eller, som man i det tilfælde siger: produceret – med det formål at blive slået ihjel, så de kan blive til foder, det være sig til hunde, katte eller mennesker.
Der er noget grotesk i, at sådanne mennesker kalder sig for dyrevenner. De mener sikkert selv, at de er det, og deres følelser er utvivlsomt ægte og dybfølte, men det kræver et tunnelsyn af den anden verden at opretholde det billede, hvor én skabning er genstand for en overstrømmende kærlighed, mens systematisk mishandling af tusinder af andre uden videre accepteres som tingenes tilstand.
Det er den slags, der kan gøre det til en nedslående oplevelse at gøre status og prøve at se fremad. Hvordan kan vi nogensinde gøre os håb om at gøre en ende på al denne vanvittige mishandling af dyr, når selv de, der anser sig selv for sande dyrevenner, ofte er blandt dem, der støtter den?
På den anden side, at lade sig slå ud hjælper ingen. Og selve det, at der trods alt findes en evne til medfølelse, også når det gælder dem, der ikke er mennesker, må trods alt betyde, at der et eller andet sted må være noget, man kan appellere til. Så kære du, der kalder dig en dyreven: Husk, at de omkring 12 millioner grise, der i øjeblikket findes i Danmark, er lige så følsomme væsener med lige så stærk personlighed som din elskede hund eller kat. Send dem en venlig tanke og lad være med at støtte den industri, der udsætter dem for en mishandling så modbydelig, at du ville bryde sammen, hvis dit kæledyr skulle gennemgå noget lignende.
Mit ønske om alt godt i det nye år gælder først og fremmest alle dem, der ikke er mennesker, men det gælder også dig, kære menneskelige læser, hvis du vil være med til at gøre verden bedre for dem alle.
