Bøffer af linser og spinat

Bøffer af linser og spinat lyder lidt frelst, ikke? Eller måske snarere som noget Skipper Skræk ville spise. Ikke desto mindre lavede jeg portion af det for ikke så lang tid siden, og resultatet blev virkelig godt.

Jeg startede med at lave en fars på kogte grønne linser. De fås også på dåse, hvis du gerne vil springe det ekstra led over med at koge linserne. Så tilsatte jeg masser af spinat, løg, hvidløg, en smule græskarkerner og sesamfrø samt lidt karry, udover salt og peber. For at holde sammen på farsen tilsatte jeg blendet hørfrø, indtil jeg synes, at den var sammenhængende nok. Du kan også tilsætte mel og/eller vand til farsen, hvis den er for våd eller tør.

Personlig kan jeg godt lide, at farsen er delvist blendet. Altså at den stadig har små stykker tilbage, så det hele ikke er fuldstændigt findelt. Omvendt kan for mange hele stykker i farsen gøre det svært at få den til at hænge sammen, så det er om at prøve sig frem.

Jeg formede bøffer af denne her portion, men du kan selvfølgelig også vælge at lave dem mindre. Jeg valgte at bage dem i ovnen, indtil de var gyldne og havde fået en sprød overflade. Hvis du forestrækker at stege på pande, kan du sikkert også gøre det med samme resultat.

Og så var der jo bare tilbage at gå ombord i bøfferne. Her blev de brugt til brugere. Det blev til en færdigkøbt burgerbolle og så godt med salat, agurk, rå løg, syltet kål og masser af ketchup.

Lille note: Hvis det er første gang, at du spiser en planteburger, så forvent ikke at en linsebøf er 100 % det samme. Den har en anden struktur og selvfølgelig også en anden smag, men det er virkelig lækkert med kombinationen af grønne linser og spinat som burgerbøf.

Har du lyst til at læse flere blogindlæg om bøffer uden dyremishandling, så klik her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *