Den oversete diskrimination
(Indlægget har i en redigeret version været bragt i Information og har desuden ført til et interview i Radio IIII)
Blandt oplyste mennesker er der en udbredt enighed om, at diskrimination er en skidt ting. Køn, afstamning, hudfarve eller seksuel orientering er ikke en gyldig grund til at behandle nogle ringere end andre. Det afspejles også inden for lovgivningen. Her anses det for en skærpende omstændighed, hvis der er tale om en såkaldt hadforbrydelse, det vil sige, at et overgreb er motiveret f.eks. af offerets religion, etnicitet, seksualitet eller kønsidentitet.
Ikke desto mindre er der en form for diskrimination, som en meget stor del af disse moderne, oplyste mennesker uden videre selv tilslutter sig. Den er en så grundfæstet del af deres verdensbillede, at de formentlig slet ikke tænker over den og overvejer, at den ikke er en selvfølge. I sit væsen bygger den ellers fuldstændig på den samme præmis som f.eks. racisme eller sexisme: At nogen, alene fordi de er født som den, de nu er, regnes for at være mindre værd end andre.
Det er den diskrimination, der bygger på art. Nogle arters liv og velbefindende anses for at være mere værd, end andres. Hundehvalpe må ikke tages fra moderen, før de er otte uger gamle, mens kalve kan fjernes fra koen efter bare 12 timer. Der er formentlig mange, der anser sig selv for at være dyrevenner, og som kan blive ganske rasende ved tanken om en hundehvalp, der er taget for tidligt fra moderen af en uansvarlig opdrætter, men som uden videre anfægtelser spiser en ostemad, som er resultatet af en ganske tilsvarende mishandling.
Og så er der selvfølgelig én art, som vi i særklasse sætter langt over alle andre – den, vi selv tilhører. Sådan er det typisk ved enhver form for diskrimination. Det er normalt mænd, der synes, at mænd har særlige fortrin frem for kvinder. Det er normalt hvide europæere, der synes, at mørke afrikanere er tilbagestående. Således er det også typisk for mennesker at synes, at de selv er mere værd end alle de andre levende væsner, de sammenfatter under betegnelsen ’dyr’.
Men at mene, at mennesker har en særlig status, har mere ret til at blive tilgodeset end nogen anden skabning, er stadig diskrimination, helt på linje med racisme eller sexisme, og med helt den samme mangel på rimelig begrundelse. Man kan henvise til menneskets særlige intelligens og selvbevidsthed, men det er ikke en rimelig grund til at give nogen særbehandling; i så fald skulle vi også gøre forskel på mennesker indbyrdes, alt hvor intelligente de er. Og i øvrigt sætte f.eks. en gris (der i intelligens og bevidsthedsniveau gerne sammenlignes med et treårigt barn) højere end f.eks. stærkt udviklingshæmmede mennesker.
De absolut værste forbrydelser, som mennesker begår, bunder i denne form for diskrimination. Der er ingen mangel på grusomheder, som mennesker begår mod hinanden, men de blegner mod dem, der begås mod andre arter. Ingen krig og intet folkedrab kommer bare i nærheden af det antal dyr, der dagligt dræbes – og med den særlige grusomhed, at de er sat i verden alene med det formål, at de skal slås ihjel. Samtidig er ofrene for denne industri omfattet med en nærmest grænseløs ringeagt, også fra folk, der ellers ynder at se sig selv som bannerførere for retfærdighed og medfølelse. Men den, der demonstrerer for f.eks. palæstinenseres eller homoseksuelles rettigheder og derefter køber en kyllingesandwich til frokost, er ikke et hak bedre end dem, som vedkommende ellers retter sin harme mod. Hvis ens medfølelse sætter mennesker over andre væsener, er den nøjagtig lige så diskriminerende, som hvis den kun gjaldt hvide europæere.
