Læskende slushice af frossen vandmelon
Når det er varmt, eller rettere temmelig hedt, så er det godt at kende til nogle gode tørstslukkere, som samtidig kan køle en lidt ned.
Her har jeg lavet en slushice af vandmelon, hvor jeg har kommet små stykker af udskåret vandmelon i fryseren på forhånd, og så har jeg blendet dem sammen med lidt agavesirup og lidt frisk citronsaft. Man kan selvfølgelig også bruge andre former for sirup og lime i stedet for citron, hvis man foretrækker det.
Når det hele er blendet sammen, skrabes det over i et glas eller en skål. Og så er det ellers bare at gå til den, for det er både kølende og læskende.
