En lille lun snack på farten
Da jeg i går skulle med toget, havde jeg rigeligt med tid, så jeg trissede ind i en 7-Eleven for at se, om der mon var noget spændende vegansk. Jeg havde ikke høje forventninger, for i min lokale 7-Eleven er der stort set aldrig noget vegansk til at tage med på farten. Men så faldt jeg over en lille snack i form af en börek med spinat. Jeg var først lidt skeptisk, fordi jeg i forvejen havde set, at de normalt har dem med feta og spinat, men denne her var uden feta, og der var også skiltet med, at den var vegansk. Herligt. Den måtte jeg jo prøve. Og jeg skal lige love for, at det var en lækkerbid.


Det eneste, man kunne klage over, var, at der ikke var tid nok til at købe endnu én inden togafgangen, men det er jo næppe 7-Elevens skyld.
Da jeg var fremme ved min endestation, havde jeg igen noget ventetid, inden min bus kørte, så jeg gik igen ind i en 7-Eleven, nu et godt stykke væk fra København, men pga. den tidligere positive oplevelse var jeg nu nysgerrig efter at se, om de mon også havde de lækre veganske börek her. Det havde de desværre ikke, men til gengæld havde de veganske mexicanske empanadas med bønner (og her var de også mærket ‘vegansk’). Sådan én blev varmet til mig. Og hold da op, hvor gled den let ned.


(Undskyld de lidt tågede billeder, men den var dampende varm og kom lige fra ovnen.)
Jeg må indrømme, at det er længe siden, at jeg har været imponeret over 7-Eleven, så jeg håber, at de fortsætter med at have både de veganske börek og de veganske empanadas.