‘Lige så dansk som …’

I den seneste tid har man på plakater rundt omkring kunnet støde på en charmeoffensiv fra Mejeriforeningen, hvor dansk mælk lovprises for at være ’lige så dansk som’ f.eks. at grille uanset vejret eller sige ’tak for dansen’, når man mødes på fortovet.

Hvad der til gengæld ikke fremgår er, at mælk er resultatet af systematisk dyremishandling.

Denne mishandling begynder allerede i selve avlsarbejdet med malkekøer, hvor målet er, at de skal producere mest muligt mælk, hvilket er en ekstremt hård belastning for deres krop. For at kunne give mælk, er koen nødt til at få en kalv, som så fjernes straks efter fødslen – noget, der er fuldt ud lige så barbarisk som hvis man tog et nyfødt menneskebarn fra moderen. Og når så den skamavlede malkeko ikke længere yder nok til at være rentabel, bliver den sendt til slagteriet selv om den på det tidspunkt stadig er ganske ung.

Hvis man skulle karakterisere mælk ud fra, hvor ’dansk’ det er, ville der være andre eksempler, der var mere rammende end den hverdagshygge, som Mejeriforeningen gerne vil slå på. Et bedre bud på den ånd, der ligger bag et glas mælk, kunne f.eks. være slaveri på vestindiske sukkerplantager eller de mindre pæne sider af Danmarks fremfærd i Grønland. Det ville give nogle mere rammende associationer i retning af mishandling, tvang og generel ringeagt over for dem, det går ud over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *