Drikkeklar matcha og en snurre
Der er allerede gået en uge, siden vi startede vinterferien. Hvordan kan en uge gå så hurtigt? Nu nærmer ferien sig allerede sin slutning. Men så kan det jo være en trøst at få lidt lækkert på en fredag eftermiddag. Jeg havde for noget tid siden set en drikkeklar matcha i Sverige, og nu ser det ud til, at den er kommet på supermarkedshylderne herhjemme også.

Den skulle naturligvis prøves. Man kan sikkert både drikke den kold eller varm, men selvom det er temmelig koldt i øjeblikket, ville jeg smage den iskold. Og den var rigtig lækker. Jeg var bange for, at den slet ikke ville være særlig grøn, men det var den. Og jeg var også bange for, at den måske enten ville være for sød eller for lidt sød, men jeg synes, at den har ramt en god balance. Til gengæld er matchaens bitterhed lidt forsvundet, og det er en skam, men omvendt kan man sige, at denne her drikkeklare matcha kan alle være med på, også selvom man ikke kan lide det bitre.

Spørgsmålet er så, om jeg vil købe den igen? Ja, helt klart. Jeg håber, at den bliver en permanent del af udvalget, for til sommer vil den være fantastisk. Jeg har set på Oatlys hjemmeside, at den også fås i en lille brik-udgave, og sådan ville være temmelig praktisk at have med på tur. Så hvis der er nogen supermarkeder, der læser med, er opfordringen hermed givet videre.
Men ingen drikkelse uden en godbid, vel? Så til den drikkeklare matcha fik jeg en chokoladesnurre fra Kaf. Jeg har flere gange før skrevet om deres kager og også deres gode fastelavnsboller, for det er så dejligt at se nogen lave ekstremt gode kager. Det er tydeligt, at det er godt håndværk.

Var den lækker? Åh ja, det var den.
Har du lyst til at læse flere blogindlæg om kager, så klik her. Og hvis du har lyst til at læse flere blogindlæg om matcha, så klik her. Alt sammen helt uden dyremishandling.