Kage og en varm drik
Selvom det begynder at minde en lille smule om forår, behøver man jo ikke at glemme alt om varme drikke og friskbagt kage. Det er jo en kombination, som man aldrig rigtig bliver færdig med. Og jeg havde for nylig opdaget, at jeg lå inde med en færdigkøbt kagemiks. Den skulle jo bruges.

Den var egentlig til at lave i en kop, og ifølge opskriften skulle den i mikrobølgeovnen. Sådan en ejer jeg ikke (altså mikrobølgeovn), men heldigvis kunne den også bages som muffins i stedet i en almindelig ovn. Jeg hældte mikset i en skål og tilsatte lidt plantemælk, lod det stå et øjeblik og bagte det i et par muffinsforme.


De var ikke så store eller særlig søde, så man kunne sagtens have sådan nogle med på farten som en lille snack, når energien skal peppes lidt op. Men jeg tror, at jeg foretrækker at bage mine egne muffins. Jeg synes ikke, at der er så meget mere arbejde i det, når først alle ingredienserne er sat frem.
Jeg havde også noget hojicha liggende, som er ristet grøn te. Det havde jeg endnu ikke fået smagt, så sådan en kop blev det også til spædet op med lidt varm kokosmælk.


Og hvordan smager det så? Tjoooo, lidt som bagt grøn te – og det ligner det også. Jeg tror faktisk, at jeg bedre kan lide almindelig matcha med havremælk. Men det er jo sjovt at prøve noget nyt.

Som man kan se, er det ikke den allermest fotogene farve, så det skal man lige være klar over, hvis man har tænkt sig at fylde sine sociale medier med den slags …
Har du fået lyst til at læse et par blogindlæg mere, fx med matcha, så klik her.